Diagnose brystkræft

Ja, at få stillet diagnosen kræft er nok for de fleste som en dødsdom - desværre! For det er det jo langt fra. Også jeg tænkte, om ikke DØD, så i hvert fald noget med store, grimme operationer, rædselsfulde langvarige behandlinger, tabt hår, drastisk vægttab, varige mén etc. - men heldigvis gik det jo ikke så galt.

Derfor er afleveringen af beskeden uhyre vigtig. At lægen giver sig tid til at forklare og besvare spørgsmål, og at man har én med til at lytte med - man
hører nemlig ikke det hele - men også for lige at "holde hånd".

At man ved, hvor man kan henvende sig, når spørgsmålene kommer væltende, og at man altid kan få en snak med en, der har været gennem det sammen.

Hilsen Susanne

Jeg har ikke selv fået diagnosen, men en kær veninde fik den for nogle år tilbage - heldigvis er hun kureret.
Jeg synes man så ven havde en stor opgave i at tilbyde en skulder. Det nyttede ikke noget at sige 'du må bare ringe', for hun havde ikke overskuddet til at gøre det. Så selvom det krævede overvindelse, så var det min opgave at ringe hende op og virkeligt lytte til hvordan hun lød.
Samtidig syntes jeg også det var en hårfin balance at være både empatisk, men heller ikke en stor spand medlidenhed. Hun havde jo også brug for at se realiteterne i øjnene.
Det er svært at hjælpe, men man skylder at prøve. Så bær over med de venner, der kommer til at træde over tæerne og er klodsede!

Kærlig hilsen
Nanna