Seksualiteten er en meget kompleks størrelse, der afhænger af ens psykiske og fysiske velbefindende, ens følelser, sanser, fornemmelse af at være attraktiv – og af at kunne tilbyde ens mand eller kæreste noget i den seksuelle situation – og så selvfølgelig af hormoner, transmitterstoffer i hjerne og nervesystem, blodkar, nerver og muskelceller.
Hjernen kan derfor godt betragtes som ’vores største kønsorgan’. Det er i hjernen, det meste af det, der har med lyst og seksualitet at gøre foregår. I hjernen opstår den ’psykiske lyst’ – måske som følge af noget, du ser eller hører, på grund af kærtegn på kroppen eller fordi du drømmer eller forestiller dig noget rart. Men for, at du i sidste ende også skal kunne opnå nydelse og

orgasme, skal der være forbindelse til kønsorganerne. Det vil sige, at blodkarrene omkring kønsorganerne skal kunne udvide sig, så kønslæber og klitoris svulmer op – og så den øgede blodgennem-strømning i skeden gør, at skedevæggen udskiller et klart sekret. Og for at lysten også skal øges undervejs, så det ender med en orgasme, skal du naturligvis kunne koncentrere dig om at føle og mærke, og ikke være bange for, at du ikke får lyst eller kan bevare lysten, at det kommer til at gøre ondt eller hvad manden eller kæresten synes om din krop. Derudover skal du også have en intakt følesans omkring kønsorganerne, så du kan mærke de kærtegn, du får der.
Efter kemoterapi kan det ske, at produktionen af det kvindelige kønshormon østrogen ophører, at menstruationerne holder op og man går i overgangsalderen. Symptomer på overgangsalder kan være, at man får hedeture, som i sig selv er ubehagelige, og som måske vækker én mange gange om natten, så man føler sig træt og udmattet – måske endda mere, end man i forvejen gør efter behandlingen.
Den normale overgangsalder giver disse symptomer. Nogle oplever mange og andre ingen. Symptomer på overgangsalderen kan også være sarte tørre slimhinder, problemer med at blive våd i skeden samt problemer med et slappere bækkenbund, der kan gøre det sværere at holde på vandet. Desuden kan nogle kemobehandlinger betyde en påvirkning af de små nerver i hænder, fødder og kønsorganer, ofte som en prikkende, stikkende eller brændende fornemmelse, og følsomheden kan derfor blive nedsat. Dette kan især påvirke den seksuelle lyst og evnen til at få orgasme. Efterbehandling med f.eks. antihormonbehandling kan også betyde overgangsaldersymptomer og dertil hørende påvirkning af seksualiteten.