Dine muligheder som patient

Socialrådgiveren

af Lisbeth Langkilde, socialrådgiver, Odense UniversitetsHospital

Undervejs i dit behandlingsforløb kan du måske få brug for støtte og rådgivning. Særligt, hvis du er på arbejdsmarkedet og har en familie at forsørge. I dette afsnit kan du læse om nogle af de muligheder for støtte og rådgivning, du har som brystkræftpatient. Det gælder f.eks. muligheder og rettigheder i relation til dit arbejde, dine pensionsordninger eller dine forsikringer.

Har du behov for at tale med en socialrådgiver, medens du er i behandling, kan du spørge, om der er en socialrådgiver tilknyttet dit hospital. Bed sygeplejersken om at sætte dig i forbindelse med socialrådgiveren og få aftalt tid til en samtale.

Du kan også henvende dig til din kommunes jobcenter og socialeller sundhedscenter og få rådgivning om de muligheder og rettigheder, du har på specifikke områder, som f.eks. sygedagpenge eller hjælpemidler. Din eventuelle fagforening og Kræftens Bekæmpelse kan også være behjælpelige.

Det er meget forskelligt fra person til person, hvordan en brystkræftbehandling forløber, og hvordan den påvirker den enkelte. Nogle er sygemeldte under hele behandlingen, eller dele af den, mens andre kan fortsætte med at arbejde. For nogle er det måske ikke muligt at vende tilbage til arbejdet igen. I sådanne tilfælde kan det være rart at kende til mulighederne for at søge  evalideringsstøtte, fleksjob eller pension.