Behandlingsforløb

Kontrol efter afsluttet behandling

af Anders Bonde Jensen, onkolog, Århus Universitetshospital

Efter, du er blevet opereret og har afsluttet en eventuel efterbehandling for din brystkræft, skal du fortsætte med at komme regelmæssigt til ambulant kontrol på kirurgisk eller onkologisk afdeling. I dette afsnit kan du læse om, hvor hyppigt du skal komme til kontrol og formålet med denne kontrol.

Så længe skal du gå til kontrol
Efter afsluttet behandling med kemoterapi og eventuelt biologisk behandling med f.eks. trastuzumab samt efter strålebehandling starter de halvårlige ambulante kontrolbesøg. Efter fem år overgår de til årlige besøg.

Under en eventuel antiøstrogen behandling vil der være planlagt ambulant kontrol hver sjette måned i de fem år, behandlingen varer, med overgang til årlig kontrol derefter. De årlige kontroller, kan foregå enten på sygehuset eller hos egen læge. Nogle vælger at fortsætte et kontrolprogram hos deres praktiserende læge herefter. Nogle grupper af patienter tilbydes kun kontrol i fem år.

Formålet med kontrol
Der er to formål med at komme til kontrol. For det første bruges  kontrolbesøgene til at undersøge dig for om der er tegn på et lokalt tilbagefald og i givet fald få begyndt en behandling af dette.

For det andet får du ved disse besøg mulighed for at drøfte eventuelle problemer i forbindelse med den sygdom, du har været igennem, ligesom der kan være både nogle fysiske og psykiske følgevirkninger af behandlingen, som du ønsker at drøfte med lægen og/eller sygeplejersken.

Der kan også være symptomer, der er opstået siden sidst, og som kan være tegn på tilbagefald. Lægen har så mulighed for at vurdere, om det er noget, der skal undersøges nærmere. Ved at du kommer til kontrol, har personalet på afdelingen mulighed for at vejlede og hjælpe dig bedst muligt.

Sådan foregår kontrollen
Når du kommer til ambulant kontrol på kræftafdelingen, vil du komme til at tale med en læge. Lægen vil altid undersøge dig omkring arret og i armhulen for at sikre, at der ikke er nogen tegn på tilbagefald.

Hvis du har nogle særlige symptomer, vil lægen sørge for supplerende undersøgelser af dig. Erfaringen viser, at det ved disse kontrolbesøg ikke er nødvendigt at foretage en masse rutineundersøgelser ud over, at du regelmæssigt vil blive henvist til mammografi, og eventuelt ultralydsskanning; de såkaldte kliniske mammografier.

Den nye regel med tilbud om screening med mammografi hvert andet år, der er indført fra januar 2008 til alle kvinder mellem 50 og 70 år, vil gøre det lettere for denne gruppe kvinder. Er du yngre end 50 år vil du blive henvist til mammografi af den afdeling, hvor du går til kontrol. Hvis du er ældre end 70 år tilbyder de fleste steder mammografikontrol indtil du er fyldt 75 år.

Når kontrolbesøgene er afsluttet efter ti år bliver du - hvis du er mellem 50 og 70 år - tilbagehenvist til screeningsprogrammet i din region.

Inden du kommer til kontrol, er det en god idé at skrive ned, hvordan du har haft det siden sidste kontrolbesøg og fortælle dette til lægen. Dagbogen, der følger med denne bog, kan bruges til netop dette formål. Skriv også eventuelle spørgsmål ned, som du gerne vil have svar på. Det kan være en god hjælp at tage et familiemedlem eller en ven med til kontrolbesøgene.

 


Det kan du selv gøre


Det er vigtigt, at du regel-mæssigt undersøger operationsarret og søger læge, hvis du opdager forandringer.

Det samme gælder, hvis der opstår nye symptomer som åndenød, hoste eller smerter gennem længere tid af en uforklarlig grund.