af Anders Bonde Jensen, onkolog, Århus Universitetshospital
Alternativ behandling er behandling, som lægerne normalt ikke tilbyder dig på hospitalet. Enten fordi man ikke er sikker på, om den virker, eller ikke kender til eventuelle bivirkninger. Når kvinder med brystkræft vælger at benytte sig af
alternativ behandling, er det oftest som et supplement til den etablerede kræftbehandling på hospitalet.
Alternativ behandling kan være alt fra forskellige former for kosttilskud til healing eller akupunktur. I dette afsnit kan du læse om, hvorfor nogle kvinder med brystkræft søger alternativ behandling, og hvad du bør være opmærksom på, hvis du overvejer at benytte dig af alternativ behandling.
Sådan bruges alternativ behandling af kræftpatienter
Du overvejer måske alternativ behandling, fordi venner og bekendte anbefaler en alternativ behandling, de har hørt om eller prøvet. Eller måske føler du behov for selv at ’gøre noget’ ved at tage hånd om din sygdom og behandling.
Alternativ behandling som supplement
De kræftpatienter, der ønsker alternativ behandling, bruger ofte behandlingen til at lindre de bivirkninger, der kan komme af behandlingen for brystkræft.
Den alternative behandling bruges altså ikke som behandling af brystkræften, men som en sideløbende behandling af bivirkninger. Læger og sygeplejersker på kræftafdelingen kan rådgive dig om, hvilke former for alternativ behandling, de har erfaring for virker godt for hver enkelt bivirkning.
Efterhånden er der f.eks. god dokumentation for, at motion og akupunktur kan hjælpe mod kvalme. Flere hospitaler har derfor akupunktur som en del af deres behandlingstilbud.
Det kan også være et ønske om at få det alment bedre og et behov for selv at kunne gøre noget, der får kvinder med brystkræft til at efterspørge alternativ behandling som supplement til kræftbehandlingen. Du har måske allerede selv erfaret, at det er vigtigt for dig at kunne gøre noget selv. Og der er noget konkret, du selv kan gøre.
Det er vigtigt, at du holder dig i god form og lever sundt. Det er også veldo-kumenteret, at motion – udover at lindre eventuelle bivirkninger ved behandlingen – også giver en bedre almentilstand, så du generelt føler dig bedre tilpas.
Alternativ behandling som eneste behandling
Siden behandlingen for brystkræft både i Danmark og i udlandet er så effektiv, er det sjældent, at der er kvinder med brystkræft, der føler behov for at erstatte den etablerede kræftbehandling med alternativ behandling.